Tilskudsregler

Links til Furesø Kommunes hjemmesider, hvor du kan læse mere om tilskudsregler.

Referat af bestyrelsesmøde den 12. oktober 2010

Til stede:       Peder S, Maria F, Hanne VS, Uffe B, Poul A, Lars KS

Afbud:          Mogens DB, Dorthe Ø, Torben S

Dagsorden:

  1. Godkendelse af dagsorden
  2. Godkendelse af referat fra sidste møde
  3. Siden sidst bl.a. info fra FOU
  4. Fritidspas – FIR’s rolle
  5. Integrationsråd
  6. Frivilligcenter
  7. Medlemshvervning
  8. Fokusområder: Plads, Penge, PR
  9. Nordea Sportspris

10.  Mødekalender

11.  Evt.

Ad 1)

Dagsorden godkendt

Ad 2)

Referat godkendt

Ad 3)

PSU orienterede om de nye regler om tilskud som er vedtaget for 2011. Konsekvensen er, at de midler der tidligere var omfattet af Furesø Puljen som fx etableringstilskud og materialetilskud bortfalder. Fremadrettet bruges puljens midler alene til at understøtte nye tiltag og initiativer, så tilskud af mere driftsmæssig karakter helt bortfalder.  Du kan se de nye retningslinier på www.furesoe.dk.

PSU orienterede også om at der gøres overvejelser om hvordan man fra 2012 kan spare 700.000 kr. årligt på lokaler og lokaletilskud. Forvaltningen har lavet et meget grundigt arbejde med at analysere hvilke lokaler hvem benytter og hvilke præmisser de benyttes på: Lån af kommunens lokaler, egne lokaler med driftstilskud fra kommunen etc. Der er mange forskellige aftaler, der skal findes nogle fællesnævnere for. Men en af de veje som forvaltningen kan se, at man kan komme til at gå er at foreningerne betaler for brug af lokaler – dvs. lokaleleje. Det vil betyde, at der en nogle foreninger, der bliver hårdt ramt (der kan blive tale om ekstraudgifter for enkelte foreninger på over 100.000 kr. årligt). Det er et område som vil få stor betydning for idrætten, hvorfor FIR vil have en kraftig indflydelse på dette. Bl.a. vil det nævnte forslag blive tungt at administrere, hvorfor der måske skal spares 900.000 kr for netto at skaffe de 700.000 kr. grundet administrative ressourcer.

Ad 4)

Idrætskonsulent Klaus Jul har sendt et oplæg vedr. Fritidspas. Der er enighed om i FIR’s bestyrelse, at der er tale om et godt initiativ, som flere foreninger kan se et stort potentiale i. Et af de centrale elementer er, at forvaltningen gerne vil have at FIR påtager sig en rolle fx i en styregruppe for dette projekt. Dette blev drøftet, og Hanne Vibe Svendsen var klar til at påtage sig en rolle i dette. Hun har gjort klart, at hun forventer at skulle ud at rejse i en længere periode på et tidspunkt i løbet af 2011, men indtil da er hun klar til at være en del af projektet, så det kan løbes i gang.

Ad 5)

Integrationsrådet vil gerne have et medlem med base i idrætten. Mogens har i en periode haft den rolle, men har ikke længere lyst til dette. Vi drøftede mulighederne, men der stod ikke folk i kø for at få opgaven. Torben havde i en mail nævnt, at FB faktisk havde en siddende i rådet. Der var derfor enighed om, at PSU taler med Torben, om den person fra FB kunne repræsentere idrætten i rådet. Så vil opgaven være løst til alles tilfredshed. Hvis ikke, må FIR nok melde pas på opgaven.

Ad 6)

Kommunen overvejer at etablere et Frivilligcenter i Furesø. Der er ikke fast klare rammer for et sådant initiativ, men det skal være et sted, hvor frivillige på tværs af interesser (kultur, handicap, social og idræt) kan komme og deltage i arrangementer, netværke på tværs etc. Der vil kunne holdes møder og arrangementer på stedet.

FIR finder at tankerne er spændende, hvis der bliver tale om noget tvær-organisatorisk, da vi finder et snævert fokus omkring de humanistiske hjælpeorganisationer, patientforeninger etc. ikke er ambitiøst nok.  Lars gjorde opmærksom på, at det faktisk ikke er lang tid siden, at et forsøg på at etablere et frivilligcenter i kommunen (måske startende i Farum Kommune før sammenlægningen) endte med at centeret lukkede. Så man skal være sikker på hvad man vil, og at man vil betale driften af et sådant center. Det var klart Peders indtryk, at politikerne var helt klar til dette.

FIR vil fortsat have en finger på også denne puls ved PSU.

Ad 7)

Medlemshvervning: Der er udsendt opkrævninger til 12 nye medlemmer af FIR, hvoraf dog kun 3 p.t. har betalt. Der følges op, og det blev besluttet rent administrativt, at nye foreninger får den gulerod, at de ikke skal betale indmeldelsesgebyr. Der følges op på den samlede liste næste gang. PSU vil opdatere medlemslisten på hjemmesiden med de nye medlemmer.

Ad 8)

3P kort: Mangler fortsat noget Plads, men vi har ingen Penge, så vi må fokusere på PR J

Mht PR talte vi om, at FIR skal finde anledninger til at sende lidt nyheder ud til medlemmerne, så de oplever, at der sker noget. Det gælder også muligheder for at udnytte pressen. Resten af året kommer der lidt opmærksomhed, da Nordea priserne uddeles i samarbejde med FIR.

Ad 9)

Nordea Sportspris – Nordea Fondens Gode Liv Pris

Er nu den officielle titel, da det også kan være ledere og andre ildsjæle fra fx spejdere, der får prisen.

FIR’s bestyrelse indstiller til priskomiteen vores forslag til modtagere. Der er taget stilling til de første 4 priser i 2010, hvor af de 3 går til idrætsudøvere og –ledere mens en går til en spejder. Peder koordinerer det praktisk for de priser der deles ud i Værløse, mens Lars koordinerer i Farum.

På mødet besluttede FIR’s bestyrelse hvilke emner til priser resten af året, som vi vil gå til komiteen med.

Lars sender bruttolisten og de seneste indstillinger til bestyrelsen, ligesom han vil sende vores indstillinger til komiteen til beslutning.

Ad 10)

Næste møder er planlagt til:

30/11 2010 kl. 17-19 i Værløse

11/1 2011 kl. 17-19 i Farum

Ad 11)

PSU huskede alle på de gode og gratis tilbud om kurser og konferencer som KAI Sport udsender. En opfordring til medlemmerne (og øvrige foreninger) om at udnytte disse tilbud. Bl.a. en idrætskonference på Kollekolle.

PSU nævnte også et initiativ om energisparetiltag som er i gang. Hvor meget det egentlig aktivt påvirker idrætten er svært at vurdere. Ikke noget vi aktivt vil tage fat på.

Peter Rosgaard har sendt et brev ud med en opfordring til FIR om at sætte et medlem ind i en ”task-force”, der skal se på hvordan man kan forankre WTA turneringen bedre i lokalsamfundet. Der tænkes både i erhvervsliv og idrætsforeninger. FIR stiller gerne op, sikkert ved PSU, men vi skal være meget bevidste om, at vi ikke tages som gidsel fx i at skulle finde frivillige til arrangementet. Både Farum Håndbold og Farum Boldklub havde før turneringen i august været i dialog med NSG, men fandt ikke deres tilbud til foreningerne attraktivt.

Lars Køster Svendsen

12/10 2010

Sådan finder du tilskud

Furesø Kommune har en række muligheder for at søge om tilskud:

  • Aktivitetstilskud: Træner- og instruktørtilskud samt medlemstilskud
  • Ledertilskud (kursustilskud)
  • Lejrtilskud
  • Lokaletilskud
  • Tilskud til folkeoplysende voksenundervisning

Du har også mulighed for at søge tilskud gennem Furesøpuljen, som er en fællespulje under Folkeoplysningsudvalget. Fra denne pulje kan der søges tilskud og underskudsgaranti til 4 fokusområder:

  • Nye initiativer
  • Integrering i foreningslivet af børn og unge med anden etnisk baggrund
  • Folkeoplysende aktiviteter på kulturområdet
  • Etablerings- og materialetilskud

Folkeoplysningsudvalget gør opmærksom på, at når der bevilges tilskud til arrangementer skal tages højde for, at aktiviteterne så vidt muligt skal være tilgængelige for handicappede. Når arrangementet løber af stablen, skal der informeres om tilgængeligheden.

Læs mere på http://www.furesoe.dk/sitecore/content/Institutioner/Foreningsportal/OekonomiskTilskud.aspx